En stor bygning i et stort landskab
Når man kommer kørende fra Århus går det opad. Længst oppe ligger Sørren Hansen og Jørgen Rasmussens nye produktionsanlæg. Set på afstand er det mest drivhusenes takkede glastage der dominerer. Men de, der kommer om på vestsiden oplever for alvor, hvor stort anlægget egentlig er. Derommefra ser man den 300 meter lange bygning i sin fulde højde, øverst gartneriet og nederst staldetagen med de mange porte.
Integreret svinestald og drivhus
Herfra ser man selve ideen: en svinestald med et drivhus ovenpå. I gartneriet dufter der af fugtig jord og grønne planter selvom luften fra svineproduktionen i underetagen bliver brugt i planteproduktionen. Når luften blæses ind under jorden, hvor planterne vokser, nedbrydes lugtstofferne, støvet opfanges og næringsstofferne ammoniak og fosfor optages af planterne.
Den kuldioxid, som dyrene udånder, bruger planterne til at vokse, og varmen der siver op fra staldene er der god gavn af i drivhusene. Også elektricitet til gartneriet kommer fra de tusinder af dyr i svinestalden. Elektricitet - og nyttig spildvarme - fremstilles på biogasanlægget, der forbruger gyllen fra staldene. Fiberresten fra den forgassede gylle formuldes og ender som gødning i gartneriet.














