Teltlignende tag over stalden
Landskabet vest for Aars er et stort forholdsvis fladt landskabsrum med mindre højdeforskelle. Frydendal ligger ude i det store feltopdelte landskabsrum på kanten af et grønt engstrøg med terrænets højdepunkt, den bløde bakketop, nord for gårdanlægget.
Det nye Frydendal tager sit udgangspunkt i køernes synlighed, både i staldanlæggets arkitektur og i køernes udeliv. Hovedgrebet og bygge- og anlægskonceptet er meget fleksibelt. Det bygger på et staldanlæg udlagt under en stor samlende tagflade med et åbent landskabsrum mod vest, et stort åbent uderum for køerne i midten og et i terræn indpasset opbevaringsanlæg som afslutning af anlægget mod øst.
Arkitektonisk fremstår produktionen som en teltlignende klimaskærm, en foldet tagstruktur med slidsede taghætter, der åbner mod nord og giver skærmen sin egen karakter.











