Nu gælder det økonomien
Den 19. januar 2010 kom den længe ventede endelige miljøgodkendelse fra Vesthimmerlands Kommune på Anders Jakobsens byggeprojekt. Næste skridt er at få bragt anlægsøkonomien for projektet endeligt på plads via et udbud. I bedste fald kan byggeriet sættes i gang efter sommerferien 2010.
Det er en glad Anders Jakobsen, der kan fortælle, at den langstrakte proces i forbindelse med ansøgningen om miljøgodkendelse nu er i hus. Efter en nabohøring i slutningen af 2009 og en afsluttende høring, der udløb den 18. januar 2010 uden indsigelser, kan han - efter to år med behandling af miljøsagen - gå videre med projektet.
Projekteringen af selve det nyskabende staldanlæg er på plads, men der pågår fortsat overvejelser vedrørende placering, udformning og indretning af en to etagers foder- og malkecentral, hvor der også vil være undervisnings- og besøgsrum med direkte adgang til en "publikumsbro" ind i staldanlægget.
De gamle driftsbygninger nedrives, og der etableres en ny, mindre staldbygning til bl.a. kvier i det samme arkitektoniske udtryk som den nye, store malkekvægstald.
De foreløbige økonomiske beregninger viser, at projektet bliver så dyrt, at økonomien i anlægget får vanskeligt ved at hænge sammen. Hertil kommer, at bankerne i disse måneder ikke er særlig tilbøjelige til at yde store lån til landbruget. Derfor skal økonomien i projektet trimmes, inden Anders Jakobsen kan gå i banken for at få finansieringen på plads.
Hvis alt går nogenlunde som forventet, håber Anders, at byggeriet kan gå i gang efter sommerferien 2010.













