Så er der gang i grisene!
Det nye staldanlæg på Sønderskovgård blev taget i brug foråret 2009, og produktionen er oppe på omkring 35.000 smågrise på årsbasis.
Palle Joest Andersens gård er det første færdige resultat af Realdanias idékonkurrence om Fremtidens Landbrugsbyggeri.
Byggeriet omfatter 5.500 m2 fordelt på 2 topmoderne staldlænger med besøgsfaciliteter og undervisningslokale. Med den markante tilbygning er gårdens besætning nu oppe på ca. 1.100 søer, og antallet af dyreenheder er steget til 379 DE. De nye bygninger rummer flere interessante tekniske løsninger i forhold til gulve, tagkonstruktioner og staldinventar. Den samlede investering beløber sig til ca. 28. mio. kr.
Der har været meget bøvl i planlægnings- og byggeprocessen. Samarbejdet med Hjørring Kommune har været fint med en sagsbehandlingstid på kun syv måneder, men en anke fra Landsforeningen af Gylleramte til Miljøklagenævnet har forsinket projektet og ført til en masse ekstra papirarbejde. Efter at sagen er faldet på plads, er det Palles erfaring, at der kan være lang vej igen - selv når kommunens godkendelse foreligger.
Der er kun sket få ændringer i forhold til det oprindelige projekt. Det arkitektoniske udtryk er stort set uændret, men der er arbejdet meget med funktionaliteten i det indendørs staldanlæg.
Det har været tre spændende og hårde år for hele konsortiet. Det var aldrig lykkedes, hvis ikke alle havde brændt for ideen. Det har været en helt ny udfordring, som Palle har været rigtig glad for. Det har krævet mere tid, end ved et helt traditionelt byggeprojekt, men det har været det værd.
Der er 6-7 mand ansat på bedriften, og Palle Joest Andersen er i dag stolt af det nye anlæg, stolt af at producere gode fødevarer og stolt af at bidrage til den lokale beskæftigelse.
En af de ting, der har levet fuldt op til forventningerne, er de meget lyse stalde med behageligt dagslys i alle rum. Den nye, lyse farestald med bedre plads til dyrene giver ifølge Palle Joest Andersen langt flottere pattegrise.
Aftalen med Realdania indebærer, at de seks virksomheder skal give plads for gæster, der vil se bedriften og høre om de indhøstede erfaringer. Efter åbningen i foråret 2009 har Palle haft besøg af mange grupper af interesserede fra både ind- og udland.
Den 10. september var fødevareminister Eva Kjer Hansen på besøg på ejendommen, hvor hun fik en orientering om indretning, produktion og dyrevelfærd i det nye anlæg.
























