Pig City er berømt, men byggestarten forsinkes
I 2010 har der været stor medieopmærksomhed omkring Pig City. Også regeringen og Folketinget har rettet søgelyset mod det nye koncept for kombineret tomat- og svineproduktion.
Pig City projektet blev præsenteret for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 20. januar 2010. Udvalgets politikere var meget positive, og flere havde supplerende spørgsmål, bl.a. om økonomien i projektet og kvaliteten af de produkter - svin og tomater - der skal produceres.
Ministre positive
Også den tidligere miljøminister og den tidligere fødevareminister erklærede sig positive over for projektet , ikke mindst intentionerne om "Det jordløse landbrug". Tidligere miljøminister Troels Lund Poulsen fremhævede perspektivet i at sammentænke to forskellige produktionsgrene. Den tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen kaldte projektet "nytænkende". Den nuværende fødevareminister Henrik Høegh er ligeledes blevet præsenteret for projektet, og han mener også at projektet "er udtryk for meget væsentlig nytænkning. Idéen med at kombinere et væksthusgartneri med svineproduktion vil kunne vise nye veje for udvikling af såvel gartneri som svineproduktion".
Flere medier har vist stor interesse for projektet. Senest har dagbladet Politiken i flere artikler den 16. februar 2010 beskrevet Pig City som et columbusæg, der gør det muligt at producere svin i stor skala uden at lede hverken gylle eller CO2 ud i det omgivende miljø. Omtalen blev bl.a. fulgt op af flere indslag i DRs radioaviser.
Læs artikel (fra politiken.dk)
Myndighedsbehandlingen ikke afsluttet
Proceduren for myndighedsbehandlingen diskuteres fortsat med Skanderborg Kommune. Projektet rummer mange nye aspekter, og sagsbehandlingen vil adskille sig fra den almindelige procedure for myndighedsbehandling af landbrugsbedrifter ved at der bl.a. skal laves VVM-undersøgelse, lokalplan og miljøgodkendelser af både husdyrbruget og miljø- og energianlægget.
Realistisk set forventes byggeriet først at kunne starte i 2012. Det skyldes den komplekse og omfattende myndighedsbehandling. Også finansieringen på ca. 100 mio. kr. skal endeligt på plads, før byggeriet kan påbegyndes, og i den forbindelse skal det endeligt afklares, om projektet kan få støtte fra bl.a.Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram.
Søren Hansen og Mads Ulrik Pedersen håber, at det færdige projekt vil kunne inspirere gartnere og svineproducenter over hele verden ved at demonstrere, at tingene kan kombineres og gøres på en ny måde, således at der skabes miljø- og energineutrale produktioner.
Læs nyhed om Pig City på Klimamesse

















