Udviklingsprojektet i Ringsted Kommune fremkommer med et konkret forslag til zonering i fire zoner for landbrugsbyggeri, med tilhørende retningslinjer og redegørelse målrettet Ringsted Kommuneplan 2009.
Udviklingsprojektets forslag til kommuneplanretningslinjer med tilhørende redegørelse er et gennemarbejdet samt nøje afstemt og nøje formuleret forslag til, hvorledes en lokaliseringsplanlægning for landbrugsbyggeri kan udformes, så den lever op til planlovens § 11b, stk. 2, om, at kommuneplanen kan indeholde retningslinjer for beliggenheden af arealer til lokalisering af landbrugets driftsbygninger og driftsanlæg. Forslaget er afvejet i forhold til både erhvervets benyttelsesinteresser ("positiv planlægning" for jordbrugserhvervet) og i forhold til landskabelige, natur- og miljømæssige, rekreative, kulturmæssige osv. beskyttelsesinteresser.
Med forslaget til retningslinjer for landbrugsbyggeri gives en klar udmelding til borgere, investorer og lodsejere m.fl. om hvad der kan forventes at den kommunale administration. Landbrugets interesser prioriteres i perspektiverings- og investeringsområderne og i de lempelige områder for landbrugsbyggeri, mens der for de skærpede områder og for de restriktive områder for landbrugsbyggeri gives information om de gældende restriktioner (uden at der indføres nye) for landbrugsbyggeri.
Resultaterne fra udviklingsprojektet er indarbejdet i Kommuneplan 2009-2020 for Ringsted Kommune.




